Spillested:
Skanderborg
Kulturhus





Danish English

Forside | Nyheder | Resultater | Live | Spillere | Event | Fotos | Info

Mail arrangørende

Nyhedsbrev nr. 7, dateret 17. oktober 2005:

Samba Cup - 3. runde

Samba Cup - 3. runde Med et spændende danskeropgør og to fine gevinstpartier var det en spændende 3. runde, og der er nu for alvor ved at komme gang i turneringen.

Artyom Timofeev - Liviu-Dieter Nisipeanu 1-0
Den europæiske mester, Nisipeanu, virker langt fra sin normale form. En af hans største svagheder er åbningsspillet, som til tider er for risikabelt til dette plan, og det blev han straffet for her. Philidor's forsvar er ikke noget, man ser ofte i stærke turneringer som denne, og han kom hurtigt i problemer mod den stærke russer. Timofeev udnyttede på fremragende vis et forspring i udvikling til at iværksætte et kæmpe angreb. Hele det hvide artilleri blev bragt i stilling, og så kunne der afsluttes elegang:

30.Td1 Dc2 31.Txh6+ gxh6 32.Df6+ Kh7 33.Td7 1-0

Zhang Pengxiang - Lazaro Bruzon ½-½
Den cubanske tidligere juniorverdensmester har det seneste års tid taget et hop op ad verdensranglisten og er med et elotal på 2677 på sin karrieres højeste. Han har i høj grad en solid spillestil og er vanskelig at besejre. Det viste han også i 3. rundes parti mod Pengxiang, hvor han i midtspillet ofrede en bonde til gengæld for en solid blokadestilling. De fleste brikker blev byttet af, og man endte i et uligefarvet løberslutspil, hvor sort trods to minusbønder nemt holdt remis.

Baadur Jobava - Vassily Ivanchuk ½-½
Turneringens hidtil korteste parti. Efter kun 12 træk blev der noget skuffende taget remis. Endda i en stilling, som kunne have udviklet sig meget spændende med ulige materialefordeling, for Ivanchuk er stort set tvunget til at ofre en officer. Til gengæld ville han have fået tre bønder og en meget aktiv stilling. Vil den ukrainske verdensstjerne noget i denne turnering, skal han snart til at vise det.

Kamil Miton - Magnus Carlsen 1-0
I en Grünfeldinder gled Magnus Carlsen hurtigt ind i en vanskelig stilling. Godt nok vandt han en bonde, men hvid fik mægtig kompensation med et overvældende centrum og løberpar. Jeg vil tro, at Miton kunne have vundet meget hurtigere, end han gjorde, men løsningen blev en afvikling til et slutspil, hvor Carlsen var lige ved at få modspil.

Lars Bo Hansen - Curt Hansen ½-½
Rundens længste parti. Der blev spillet næsten syv timer. I kommentatorafdelingen var vi sikre på, at sort meget hurtigt stod helt overlegent (for hvorfor ikke bare 16...Sxd4 eller måske endda 13...f6?), men vi var selvfølgelig også lykkeligt uvidende om, at det hele er spillet langt hen ad vejen mange gange før og er langt fra klart. Pointen, som vi ikke lige fik med, er at 13...f6 ikke er godt pga. 14.Dxc7 Dxd5 15.Dxc8+ Kf7 16.Dc7+ Sd7 17.e3!, da hvid truer Lc4, og at 16...Sxd4 17.Da3+ Kg7 18.Se3 Dxg5 19.Dc3 Df6 20.0-0-0 c5 også har sine ulemper efter 21.Sxf5! Sxf5 22.Td7. Curts fortsættelse virker derfor meget stærkere, men hvids problemer opstår vel først efter 18.Dc3 eller 19.f4. Specielt det sidste ser alt for løst ud og ligner slet ikke et træk Lars Bo Hansen under normale omstændigheder overhovedet ville overveje. Lars Bo snoede sig ud i et teknisk vanskeligt tårnslutspil med bonde mindre. Sådan noget er han god til, og efter lang kamp holdt han. Med det bør da være vundet for sort... Men hvor sort i så fald forpasser en chance, er derimod et godt spørgsmål, for 46...fxg4+ vinder ikke en gang: 47.Kxg4 c4 48.Kxg5 Ke4+ 49.Kg4 Kd3 50.Kf4 c3 51.e4 c2 52.e5 Tb1 53.Txc2 Kxc2 54.e6 Te1 55.Kf5 Kd3 56.Kf6 Kd4 57.e7 Kd5 58.Kf7 med remis.

Stillingen efter 3 af 9 runder:
1-3. Baadur Jobava, Kamil Miton og Artyom Timofeev 2 point, 4-7. Curt Hansen, Lars Bo Hansen, Lazaro Bruzon, Vassily Ivanchuk og Zhang Pengxiang 1,5 point, 9. Magnus Carlsen 1 point, 10. Liviu-Dieter Nisipeanu ½ point.

Steffen Pedersen

Sponsorer:

Skanderborg Skakklub
Skanderborg Kommune
Dansk Skak Union
DSU's Støtteforening
6.HK.
Hotel Skanderborghus
Nordea
Dynaudio
BP Gas
Cowi
Elbek & Vejrup
Ikadan
Fr. Nielsen & Søn
Gl. Skanderborg
Netto Perforering
Sparekassen
Malerpris
Dan-Pal
EDC
Toyota
René Mathiassen
Dan-Doors
Scanmotor
John Laursen
Hundsbæk og Henriksen
Horsens Handelsskole
Saphir Data
Hugo Mortensen
Restaurant Frederik II