|
|
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Nyhedsbrev nr. 2, dateret 15. august 2005: 2. Samba Cup har nu næsten fået feltet på plads, og det er på samme niveau som ved 1. Samba Cup. Der er på nuværende tidspunkt 8 navne klar til den Internationale Gruppe, og de er i ratingorden: GM Vasil Ivanchuk, Ukraine 2752 GM Liviu-Dieter Nisipeanu, Rumænien 2679 GM Lazaro Bruzon, Cuba 2662 GM Artyom Timofeev, Rusland 2661 GM Baadur Jobava, Georgien 2621 GM Zhang Pengxiang, Kina 2616 GM Curt Hansen, Danmark 2613 GM Davor Palo, Danmark 2519 Feltet er en god blanding af etablerede stjerner og nye unge navne som vil kæmpe for at vippe de "gamle" af pinden! Der bliver således gensyn med Ivanchuk, som siden 1. Samba Cup er kravlet helt op som nr. 4 på verdensranglisten, og som utvivlsomt kommer for at vinde denne gang. Ved sidste turnering ødelagde en "kort rokade" midtvejs i turneringen hans sejrschancer. Han har i den forløbne periode bl.a. vundet OL for hold og det individuelle EM. Den nykårede europamester Nisipeanu bliver et meget spændende bekendtskab, og med en spillestil som ofte er sammenlignet med Ivanchuks, bliver han interessant at følge. Med sine seneste resultater tyder alt på at han også vil passere 2700 på den kommende ratingliste. Bruzon kommer også i storform. Den tidligere juniorverdensmester har netop vundet det Pan-amerikanske mesterskab foran bl.a. Kamsky. Timofeev er af den nyeste generation af unge russere i rivende udvikling. Han er aktuelt den 4. stærkeste junior i verden og i fortsat fremgang. Absolut en mulig turneringsvinder, hvis han kan holde stabiliteten over hele turneringen. Jobava er forholdsvist ukendt i Danmark, men blev ikke desto mindre OL topscorer sidste år, blandt samtlige deltagere. Også en spiller som kan levere et godt resultat hvis stabiliteten holder. Pengxiang er en ung kineser som netop har passeret 2600. Han vil være ivrig efter at vise at han hører til i et stærkt felt som dette. Curt er jo forsvarende mester, og må alene af den grund være at regne blandt mulige turneringsvindere! Davor spiller sin første turnering som GM, og det bliver spændende at følge hvilken betydning det får for hans spil. Davor vil dog i hver runde være op mod modstandere med mindst 100 ratingpoints mere end ham selv, så han vil få det svært. Han gør det i øjeblikket fremragende i Grundfos Young Masters. Den skarpe iagttager bemærker at Danmarks bedste spiller Peter Heine Nielsen mangler. Han har desværre været nødsaget til at melde afbud til turneringen, og vi ser i øjeblikket efter en mulig afløser. Et stort tab for turneringen. Turneringen afvikles fra fredag d. 14. oktober 2005 til søndag d. 23. oktober 2005 (efterårsferien) i Skanderborg Kulturhus (www.kulturhuset-skanderborg.dk). I løbet af et par uger tages der endelig stilling til om der kan etableres undergrupper, hvor der kan scores GM og IM normer. Sideløbende vil der blive spillet en række turneringer for breddespillere. For yderligere oplysninger kan turneringsarrangørerne kontaktes på gm@skanderborgskakklub.dk eller man kan følge turneringens udvikling løbende her på hjemmesiden. |
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Webmaster: Morten Rasmussen |
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||