Nyhedsbrev nr. 13, dateret 23. oktober 2005:
Samba Cup - 9. runde
Lazaro Bruzon - Timofeev ½-½
Engelsk åbning og allerede Dronningafbytning i 10 træk. Det fremkom et helt lige slutspil og spillerne tog en hurtig remis.
Zhang - Nisipeanu ½-½
Caro-cann, fremstødsvarianten med 3.e5,Lf5. Også her blev der byttet en hel masse brikker af og spillerne tog remis i 22 træk.
Baadur Jobava - Kamil Miton 1-0
Dette var det egentlige topopgør her i sidste runde. Miton førte jo turneringen inden sidste runde med ½ points forspring.
Det blev en sidevariant i Grünfeld-indisk. Sort ofrede en bonde, men jeg er ret sikker på at det meste er set før, idet spillerne spillede meget hurtigt de første mange træk. Efter 15.Kd2 havde begge spillere brugt ganske få minutter, men nu tog polakken sig pludselig en tænketur på ca. 1 time og 15 minutter! Han spillede 16,-a6?! Som sikkert ikke er rigtigt idet det svækker de sorte felter. 16 ,- Tc-c8 var en anden og måske bedre mulighed. Herefter var polakken pludselig i tidnød resten af partiet, og bedre blev det ikke af at Jobava spillede næsten a tempo resten af partiet! 20,- Sa5? var i hvert fald ikke rigtigt. 20, - Sb4! havde været meget bedre. I resten af partiet blev den unge polak helt rullet, men måske var stillingen allerede tabt omkring træk 24.
agnus Carlsen – Curt Hansen ½-½
Det blev Dronninggambit hvor Magnus i midtspillet påtog sig en dårlig bonde til gengæld for nogle angrebschancer. Vi havde utrolig svært ved undervejs at vurdere hvem der stod bedst, men vi var i kommentatorrummet tilbøjelige til at mene at Curt stod bedst. I tidnøden spillede Curt sikkert ikke det bedste og der opstod et slutspil hvor jeg mente at Curt var i store vanskeligheder, men 39 ,- Db8! så stærkt ud. Man kunne forestille sig Dc4 og Lb3 som peger mod f7 og derefter en fremmarch med e og f bonden. Det kunne sikkert ikke stilles op, og spillerne tog remis kort efter tidnøden.
Ivanchuk – Lars Bo Hansen 1-0
Desværre var det i dag at den ukrainske verdensstjerne valgte at vise formatet. Det gik så ud over Lars Bo som vist nok blev fuldstændig udspillet ;-(
Det blev igen fremstødsvarianten i Caro-cann 1.e4,c6 2.d4,d5 3.e5,c5 4.dxc5,Sc6 5.Sf3,Sc6 6.Lb5,e6 7.b4!? og det lykkedes hvis nok aldrig Lars Bo at komme ind i spillet. Han vandt godt nok bonden igen, men Ivanchuk fik nogle rigtig gode løbere og truede alverdens ting. Ivanchuk fik en farlig fribonde i c-linien. Lars Bo valgte at ofre en bonde for at redde en Springer hjem fra randen, men det fremkomne slutspil var helt håbløst, og da Lars Bo samtidig var i tidnød kunne Ivanchuk vinde ret enkelt.
Det lykkedes ikke for de 2 danske Stormestre i turneringen at vinde noget parti, og det var selvfølgelig rigtig skidt.
Lars Bo fik 3 points efter 6 remisser og 3 tab. Resultatet gætter jeg på at han slet ikke er tilfreds med, men nogen katastrofe er det dog ikke. Et ratingtab på ca. 6 er til at overse i en meget stærk turnering som denne. Mange har antydet at Lars Bo er meget rusten efter flere års turneringspause, men det mener jeg nu ikke er rigtigt, og jeg synes det var meget modigt af ham efter en lang turneringspause at træde ind i en superstærk turnering som denne. Lidt mere turneringsaktivitet og Lars Bo er ”back in business”!
Curt spillede 9 remisser. På papiret ser det ikke godt ud at han ikke vandt noget parti, men der var mange lange partier og i både 1. og 3. runde var han da vist meget tæt på at vinde. Til gengæld var de 9 remisser og 4½ points lidt over den forventede score og giver en lille ratinggevinst på ca. 5 point. Trods de manglende gevinster bør Curt derfor være nogenlunde tilfreds.
Alt i alt var der mange fantastisk flotte partier i turneringen, på trods af den forholdsvis store remisprocent. Vi glæder os til Samba 3 om 2 år ;-))
Per Andreasen
|
|