Nyhedsbrev nr. 12, dateret 22. oktober 2005:
Samba Cup - 8. runde
Curt Hansen – Lazaro Bruzon ½-½
Curt valgte engelsk åbning og Bruzon valgte det meget usædvanlige med meget populære 1.c4,e5 2.g3,Sf6 3.Lg2,h6!? Som ser mærkeligt ud, men som ikke er let at gendrive. I kommentatorrummet fik vi desværre ikke kikket ret meget på partiet selv om det var meget spændende. Omkring træk 15- 16 stykker synes vi at Curt stod fint, men 19.g4 kunne vi ikke lide. Derefter fik Bruzon tilsyneladende udlignet med 19, -Lxd5 da hvid fik nogle svage hvide felter omkring Kongen. Til gengæld fik Curt herredømmet over e-linien og partiet endte logisk nok med remis ved trækgentagelse.
Nisipeanu – Magnus Carlsen ½-½
Det blev Schvesnikov-varianten i Siciliansk hvor Magnus efterhånden er ekspert. De første 18 træk var i hvert fald teori, og måske mere endda. Hvid fik det fuldstændige herredømme over feltet d5, (det gør man jo ofte i den variant ;-)) men fik til gengæld en svag bonde på c3. Spillerne tog remis i træk 30 i en lige stilling. Stadig ikke så godt af rumæneren, men flot af Magnus med de sorte brikker at komme igen efter gårsdagens ærgerlige nederlag!
Lars Bo Hansen - Baadur Jobava ½-½
Georgieren Jobava fik tilsyneladende en lille fordel efter åbningen, men begge spillere spillede meget kreativt. 15,- gxf6 var meget overraskende og tilsyneladende meget stærkt, men også nødvendigt. Lars Bo demonstrerede bagefter den flotte variant begyndende med 15,- Lxf6? 16.Lxh7+, Kxh7 17.Sg5+,Lxg5 18.Dxh5+,Lh6 og vi troede i kommentatorrummet at sort vandt, men Lars Bo demonstrerede for tilskuerne at 19.De2,Sa4 20.Dc2+ og hvid har stor fordel! I partiet var 18.Sh4 en fantastisk ressource, idet 18.Dxb2,Lxf3 19.gxf3,Dd5 bare er godt for sort. Efter 19, - De7 er det bare remis. En anden mulighed var 19, - Dd5 20.Txa3,Sc4 21.Tc3,b5 med gensidige chancer. Sidstnævnte variant blev angivet af Lars Bo ved efteranalysen. Et meget flot og spændende parti med nogle flotte og overraskende træk!
Kamil Miton - Zhang Pengxiang ½-½
Dette var rundens topopgør og jeg havde gættet på en hurtig pointdeling. Det startede da også med en meget kedelig modevariant af Slavisk, - dog med en trækomstilling i åbningen. Der skete ikke meget i de første 15 træk, og lige da der var ved at komme gang i sagerne tog man pludselig remis efter 20 træk. Ikke så godt for tilskuerne, men forståeligt set fra spillernes synspunkt.
Timofeev – Ivanchuk ½-½
Ja partiet er godt nok ikke færdigspillet endnu kl. 1950, men det ligner rigtig meget remis. Det blev fransk åbning og Ivanchuk viste sig endelig fra sin utroligt kreative side med et helt utroligt kvalitetsoffer med 13,-Sd7! Tilsyneladende fik han ikke nok for bonden, men fortsættelsen spillede han meget originalt og det var de færreste træk vi kunne gætte i kommentatorrummet ;-)) Det blev en vild tidnød og måske havde Ivanchuk noget afgørende. Det lykkedes for den unge russer at redde det hele over i et slutspil med kvaliteten i behold og nu var det Ivanchuk der måtte kæmpe for at redde remissen. Med 46.Kd3 så det ud som om at Timofeev havde en god chance idet bonden på a3 ikke kan slås fordi 46, - Lxa3 47.Kc2! med planen Sg3-e4-d2 ser ud til at vinde for hvid. Derfor må sort gå baglæns med Løberen igen i stedet for at slå på a3 og det ser ud som om hvid vinder! Efter 46.Se4?! kæmpede Ivanchuk fantastisk og reddede remis. Vi så heller ikke nogen gevinst i kommentatorrummet derefter. Klokken er nu 2010 og spillerne har lige taget remis. Jeg talte kort med Ivanchuk og fortalte ham om ovennævnte variant. Han tænkte sig om i ca 1. minut og svarede så at efter 46,-Lxa3 47.Kc2! var sort tabt! Vores variant var altså rigtig!
”But earlier on I was completely winning” fortsatte Ivanchuk så inden han forsvandt. Det må vi andre så selv finde ud af hvorledes!
Endnu en fremragende kamprunde hvor der i hvert fald i 3 af partierne virkelig rigtig god underholdning for de mange tilskuere! Det bliver en meget spændende sidste runde. Alt kan ske. Der spilles allerede fra kl. 1100!
Per Andreasen
|
|