Kina er et spændende land! Det gælder på mange områder, men i disse år er det specielt sandt inden for skak. Det vrimler med gode spillere og nye, store talenter fra det, der er blevet døbt ”den kinesiske skak-skole” … hvad den så end består af? Kina har i en år-række siddet tungt på tronen inden for kvinde-skak, men har endnu ikke kunnet klare Rusland og de tidligere Sovjet-republikker på herre-siden trods de mange gode spillere.
En af disse gode spillere er Zhang Pengxiang, pt. nr. 4 i Kina. Det seneste år har budt på masser af fremgang … bare i det seneste år har han vundet næsten 100 rating-point, og er altså nu lige præcis hoppet ind på top 100 i verden. For nylig fik han dog et set-back i en stærk turnering i Kina 2nd Sanjin Hotel Cup, hvor det kun blev til 5 point af 11, så han er sikkert ivrig efter at revanchere sig.
Det er faktisk første gang, at en kineser deltager i en dansk turnering på så højt et plan, så det bliver spændende at følge Zhang Pengxiang (kommentatorerne kan godt begynde at øve sig på navnet … ?). Karakteristisk for de kinesiske spillere er ingen hurtige remiser, men spil til sidste brik, så forhåbentlig er det ikke sidste gang en kineser stormester gæster Danmark!
|