|
|
|
|||||
|
17. oktober 2003: Runderapport fra 7 runde af 1. Samba Cup Endnu en forrygende kamprunde! Kun et enkelt parti fandt ikke en vinder. Inden de sidste to runder kan alt ske. Jeg glæder mig allerede til at kommentere 8.runde. Her et par kommentarer fra dagens runde. Davor Palo – Peter Heine Nielsen 0-1 I danskeropgøret fik tilskuerne fuld valuta for pengene. Davor overraskede med det skarpe 7.g4. Peter virkede dog godt forberedt, og valgte en ganske logisk plan: Lb4,Lxc3 fulgt af Se4. I kommentatorrummet var vi ikke sikre på nødvendigheden af 11.cxd5 som åbner for Lc8. 19…Dxh2 var et gevinst forsøg. Peter vandt en bonde, men Davor havde en del kompensation. I tidnøden gik han helt galt i byen og kunne tilsyneladende have reddet partiet med 33.Dxe4 i stedet for 33.Dxc3?? som tillod en lille ”kombi” Tiden er også en vigtig faktor. Curt Hansen – Nigel Short 0-1 Lidt nostalgi i luften. Sidst jeg kommenterede partier spillet af de store mestre var i Næstved 1986, hvor begge de herrer deltog i den til dags dato stærkeste turnering spillet i Danmark. I dagens parti virkede begge spillere godt forberedt. Nigel har meget erfaring i varianten og mente efter partiet 9.Lxf6 var en fejl …! Jeg må med skam tilstå, at jeg forudsagde en relativ hurtigt pointdeling. Efter partiet mente Nigel, at det var hans eneste gode parti under turneringen. På et tidspunkt troede vi, at Curt var ved at få fat, men 37…Le4 fulgt af 39…Lg6 så meget stærk ud. Så efter at have været i den gule førertrøje i en dags tid, måtte Curt se sig overhaldet. Vassily Ivanchuk – Darmen Sadvakasov 0-1 Den unge Sadvakasov forsatte sit imponerende spil i turneringen. I dag gik det ud over favoritten, Ivanchuk. Efter 20.e4? svækkede Hvid de sorte felter. Derefter lignende det en ren opvisning. Afslutningen 49…Te2 var en værdig afslutning på et flot parti af Darmen. Evgeny Alekseev – Krishnan Sasikiran 1-0 Efter 2 nederlag i træk skulle Sasikiran forsøge at undgå den lange rokade. Partiet startede stille og roligt i en variant i Spansk. 16…exd4 virkede en smule underlig. Ved at opgive centrum drev Sort hurtig ind i en passiv stilling. Lb7 var ikke just den mest aktive brik. Alekeev fik hurtig en meget behagelig stilling og ofrede sig igennem Sasikirans kongestilling. Selvom denne kæmpede det bedste han havde lært, var der ingen tvivl om resultatet. Viktor Bologan – Rustam Kasimdzhanov ½-½ Rundens eneste remis. Efter Bologans nederlag til Peter Heine i går, var det sidste chance i dag, hvis han skulle blande sig i toppen. Efter at de fleste brikker var blevet byttet af, begyndte de at spille skak! Viktor pressede og pressede og fik faktisk initiativet. Godt forsvarsspil af Kasim sikrede dog den ønskede remis. Inden 8. runde er 3 spillere i front: Short, Heine Nielsen og Sadvakasov i spidsen med 4,5 points. Hansen følger lige efter med 4 points. Turneringsvinderen skal nok findes blandt de 4 spillere. Vi får se! 17/10-2003 - Klaus Berg |
|
||||||
|
Webmaster: Morten Rasmussen |
|||||||