|
|
|
|||||
|
17. oktober 2003: Runderapport 6. runde 6. runde bød på meget kamp og 4 sejre. Det gik meget fint for danskerne med sejre til Hansen og Nielsen, og en meriterende remis til Palo med sort mod Short. Curt Hansen ligger nu ganske overraskende alene i spidsen efter at Ivanchuk tabte til Kasimdzhanov. Kasim er virkelig kommet op i gear, for efter en elendig start med lang rokade (3 tab) nu har fået 2 gode gevinster i træk. Nigel Short - Davor Palo ½-½ Palo spillede Caro-Kann og Short valgte samme opstilling som Bologan tidligere havde besejret Palo med i runde 4. men denne gang spillede Palo sikkert, og han kunne hurtigt udligne. Short tilbød remis, da han faktisk kom til at stå lidt i underkanten, og Palo fik pustet lidt ud efter de seneste 2 runders nederlag. Peter Heine Nielsen - Viktor Bologan 1-0 Bologan valgte at spille Kongeindisk, hvilket var et sikkert tegn på at han gik efter en hård fight. I åbningen fik han hurtigt en lovende stilling, men fejlbedømte i træk 20 stillingen, da han spillede Sh6. langt bedre havde Dg5 været. Partiet vendte til Heines fordel, og han omsatte den sikkert til gevinst. Rustam Kasimdzhanov - Vassilij Ivanchuk 1-0 Kasim spillede Nimzoindisk, hvilket han gør yderst sjældent, og måske var det et forsøg på at overraske sin teoristærke modstander. I midtspillet opstod en stilling hvor hvid havde løberparret mod springerparret, og selv om hvid måske ikke havde nogen stor fordel, så havde han trods alt bekvemt spil. Med præcist spil lykkedes det Kasim at presse sin modstander så længe, at han trods sejt forsvar til sidst begik den afgørende fejl og tabte. Krishnan Sasikiran - Curt Hansen 0-1 Partiet var længe lige, og fyldt med spænding. Åbningen var en smule overraskende, da Sasi valgte en variant i Dronningegambit som ofte fører til remis, for det resultat var inderen overhovedet ikke interesseret i. Hansen undveg fra afbytningsvarianten, og beholdt derved dynamikken i partiet. I midtspillet virkede det som om Sasi var ved at komme ovenpå, men partiet var kompliceret og i tidnøden lykkedes det Hansen at få fanget hvids konge i et matangreb. Darmen Sadvakasov- Evgeny Alekseev 1-0 Sadvakasov spillede Najdorfvarianten i Siciliansk, men i modsætning til tidligere i turneringen, nu med de hvide brikker! Allerede tidligt i midtspillet så det meget lovende ud for hvid som satte sort under et stort pres. Sort forsøgte med en kombination som viste sig ikke at virke og hvid tog imod det ofrede materiale uden at sort fik kompensation. 16/10-2003 - Emil Hermansson |
|
||||||
|
Webmaster: Morten Rasmussen |
|||||||