|
|
|
|||||
|
11. oktober 2003: 1. Samba Cup - kampskak og god dansk start Første runde bød på dramatik og kampskak, så begivenhederne kunne dårligt få en bedre start i de idylliske omgivelser. Viceborgmesteren og skakklubbens æresmedlem Robert Rode Pedersen udførte det første træk i partiet mellem Sasikiran og den lokale helt Davor Palo. Danskerne fik alle en fin start med sammenlagt to points ud af tre mulige. Dermed havde startskuddet lydt for 9 dages skak og allerede i første runde blev tilskuerne vidne til fem spændende opgør. Alekseev - Ivanchuk ½ -½, Mod Pirc valgte unge Alekseev en positionel opbygning med g3, mens Ivanchuk manøvrerede sin springer til b4, hvor den stod ganske forstyrrende. I kommentatorrummet komponerede vi ret tidligt en trækgentagelse begyndende med 14.Sce2, Lf5 15.Tc1 Sa2 i stedet for 14.Dd2. Men spillerne ville det anderledes og befandt sig pludselig begge i voldsom tidnød. Stillingen var nogenlunde i balance og meget passende blev der taget remis i træk 36. Da havde Alekseev fem sekunder tilbage, mens Ivanchuks ur stod på to sekunder, da han a tempo modtog remistilbuddet. Hansen - Bologan ½-½, Åbningsvalget var en klassisk variant af Kongeindisk. Der var linet op til slagsmål lige fra start. Curt satte en springer på e4 og havde gode positionelle udsigter, men Bologan havde en del taktiske trusler, der holdt hvid beskæftiget. Kampen stod om centrum og især feltet d5. Efterhånden fik Bologan brudt hvids blokade i centrum og med springeren på c4 så det ud til, at sort var kommet fint fra den skarpe åbning. Med energisk spil overtog Curt imidlertid initiativet op mod tidnøden og undlod Dxe5 med et meget remisagtigt tårnslutspil til følge flere gange. I stedet slog han bonden med tårnet, hvilket ret forceret førte til en evig skak. Sadvakasov - Nielsen 0-1, Efter en lidt eksperimenterende udgave af Panov varianten i Caro-Kann opstod nogle typiske temaer. Hvid fik nogle bondesvagheder, men aktivt officerspil som kompensation. Hvid spillede optimistisk på kongeangreb, men Peter forsvarede sig solidt og tilsyneladende havde hvid undervurderet svaret 18.-,e5 på f4-f5. I kommentatorrummet brugte vi en del krudt på 20.Se4 i stedet for De3, men også her klarer sort sig glimrende. Herefter var sort ovenpå og spørgsmålet var alene om tårnslutspillet kunne udmøntes i gevinst. Kasimdzhanov - Short 0-1, Spillerne stilede målrettet mod en lang teorivariant i Spansk. Breyer varianten tydede på at Short ville sikre en solid start på turneringen. Tingene skulle hurtigt blive komplicerede. Først ofrede Short en officer for at slå hvids centrum i stykker. Det gav aktivt spil og to bønder, men kort efter ofrede hvid tilbage og stillingen var vanskelig at vurdere. Den sorte kongestilling var svækket, men centrumsbønderne kunne blive en magtfaktor senere. En springermanøvre til f5 gav hvid gode perspektiver og Short valgte at ofre sin h-bonde. Med nogle smarte vendinger sikrede Rustam sig gode udsigter med merbonden. Da tidnøden nærmede sig viste Nigel sig at have de bedste nerver. Pludselig stablede han trusler op på kongefløjen og hvid mistede kontrollen. Ganske få træk førend hvid opgav var stillingen stadig remis med 52. fxg7+, så der var tale om et pludseligt sammenbrud. Sasikiran - Palo ½-½, Palo forsvarede sig med Nimzoindisk og længe var det det mest rolige parti. Med Sh5 lagde Palo op til at bytte på g3, men udsigten til en åben hvid h-linje var ikke betryggende. I det rigtige øjeblik undveg Sasikiran denne afbytning og opbyggede et vist pres i d-linjen og på dronningefløjen. Palo forsvarede sig godt, men med en smart afvikling begyndende med 23.Sa4! sikrede inderen sig fordel og længe virkede opgaven vanskelig for Davor. Vanen tro kæmpede Palo forbilledligt og de sad som de sidste og spillede i alt 104 træk! I kommentatorrummet regnede vi med at Sasikiran var på sikker sejrskurs med 65. Sg3, men han valgte en anden løsning. Pludselig opstod et slutspil med dronning mod tårn og bonde og det var vist ikke længere vundet. Således måtte en ærgerlig Sasikiran give en masse skakker og nøjes med remis. Set med lokale øjne en drømmestart, at Palo får remis med sort mod nr. 24 i verden. 10/10-2003 - Allan Holst |
|
||||||
|
Webmaster: Morten Rasmussen |
|||||||