Peter Heine Nielsen bor i Århus, hvor tiden deles mellem skakspillet og et historie-studium. For tiden er han Danmarks stærkeste spiller foran Curt Hansen, en position det lykkedes at erobre ved at lægge spillestil og indstilling om fra det solide og sikre til det mere gevinstsøgende og risiko-betonede.
Gennembruddet på den danske skakscene kom helt tilbage i 1991, da Peter Heine som 17-årig delte 1. pladsen ved DM med Erling Mortensen foran bl.a. Bent Larsen, som han sensationelt slog i sidste runde. I nogle år derefter gik udviklingen relativt langsom i forhold til hvad talentet berettigede til, men med tiden er modenheden kommet – og med den også modet til at satse.
De seneste fire-fem år har været rigtig gode med turneringssejre i bl.a. Politiken Cup, Vesterhavsturneringen og Hastings, 3 DM-titler og deltagelse i to VM-stævner. For Peter Heine vil en topplacering i 1. Samba Cup være en succes, der viser, at rating = 2630 og nr. 1 i Danmark ikke behøver at være en kulmination på, men blot et stadium i en allerede nu flot karriere.
|